(Den frie presse - 2. September 2000)
Lidt langt ude
Økonomen Peter Griffin har i årevis kæmpet for at få et forlag til at udgive thrilleren “Den anden mand”, og nu er det endelig lykkes.

Det er ti år og 25 forlag siden, den danske Peter Griffin skrev thrilleren “Den anden mand”.
Ingen ville udgive den.
- For to år siden, mens min kone og min søn var rejst på ferie i en uge, drak jeg mig fuld med en kammerat, og vi blev enige om, at det skulle være løgn. Romanen skulle lige have en sidste chance. Jeg havde jo brugt tusindvis af timer på den og ville ikke bare begrave den i skuffen for evigt, fortæller Peter Griffin.
“Den anden mand” blev igen hentet op fra skrivebordets mørke i huset i Lyngby, støvet af og frisket op med nye og mere aktuelle vendinger.
Og enten var det nogle gyldne og effektive rettelser, Peter Griffin skrev ind i bogen, eller også var det forlagene, der havde ændret holdning til bogen, for nu stod de pludselig i kø for at få fingre i den 378 sider lange thriller. Af de fem forlag, der havde fået en sidste chance for at udgive bogen, sagde de fire, at de gerne ville trykke den.

Skarp kontrast
Peter Griffin er 34 år og uddannet HD’er i udenrigshandel og akademi-økonom i eksport. Det betyder en hverdag, hvor alt er struktureret fornuftigt og planlagt helt ned i decimalerne. Derfor bruger han dagligt mange timer på at bevæge sig i en anden verden, hvor det kun er fantasien i hans eget hoved, der får lov til at sætte grænsen. Sådan har det været, siden han, som sit første værk, skrev et filmmanuskript engang i folkeskolen.
- Jeg skriver hver aften i cirka tre timer, når min søn er gået i seng. Selv om jeg kan være træt, når jeg går i gang sent på aftenen, skriver jeg mig på en eller anden måde frisk igen. Når jeg skriver, får jeg på en eller anden måde afløb for den verden, jeg har mit civile arbejde i. Det bliver muligt selv at konstruere en verden, og det er vildt fascinerende og spændende, forklarer han.
Selv om den økonomiske verden, Peter Griffin arbejder i til daglig, er en skarp kontrast til forfatterskabet, har det vist sig, at mange af hans kolleger og venner faktisk selv har en lille forfatter gemt i maven.
- Jeg har opdaget, at mange går rundt med en eller anden idé til en bog, at mange har en drøm om at skrive og se sit navn blive trykt. Når man skriver en bog, er det jo noget, som man selv skaber. På arbejdet betyder man jo ikke det store, for hvis man bliver væk eller ikke gør sit arbejde godt nok, bliver man jo bare erstattet af en anden. Men hvis du skriver en bog, skaber du selv historien, personerne og dine egne formuleringer. Det er kommet fra dig alene, og ingen anden kan gøre det på samme måde eller erstatte dig.

Besat af massemorder
Romanen “Den anden mand” foregår i London, hvor John Graves’ forældre bliver dræbt i en bilulykke. Det har han meget svært ved at komme sig over, og for at redde forholdet til sin kæreste begynder han at gå til psykolog. Langsomt begynder det at hjælpe, men under hypnose afslører han en mærkelig og skræmmende viden om en massemorder, der blev henrettet i London i 1947. En dag bliver psykologen og hans sekretær fundet myrdet, og John Graves kan ikke huske, hvad der egentlig er foregået.
- Jeg kan godt lide at skrive historier, hvor læseren tænker: “Det var fandeme mærkeligt!” Det skal være historier, som er lidt ude på overdrevet, men uden at træde udover. Jeg gik for eksempel i lang tid og funderede over en idé til en historie, hvor man under en arkæologisk udgravning fandt et ur eller et par briller i udgravningen. Desværre fandt jeg ud af, at en lignende idé allerede var blevet brugt af en anden forfatter.
- Men det, som ikke lige kan forklares, men som alligevel virker realistisk på læseren, er sjovt at skrive. Jeg valgte derfor også at lade “Den anden mand” foregå i London, fordi det som læser er lettere at acceptere noget mærkeligt og uforklarligt i udlandet, end det er i Danmark. Hvis en mand fra valby bliver besat af en massemorder, ville folk ikke tro på det, men hvis det derimod skete i udlandet, kunne man godt forestille sig, at det kunne ske i udlandet, smiler han.

Næsen mod ruden
Efter ti års kamp for at se sit navn udgivet på en bogforside er Peter Griffin i gang med at skrive en ny bog. Og det bliver ikke en thriller igen, men derimod en roman om industrispionage på højt niveau. Tankerne og idéerne kredser allerede om endnu en bog, som han ikke vil afsløre indholdet af.
- Jeg tror ikke, jeg vil skrive en thriller som “Den anden mand” igen. Det er trods alt ti år siden, jeg skrev bogen, og det kan jeg godt mærke. Der er nogle voldsepisoder i bogen, som jeg sandsynligvis ville have udeladt eller skrevet anderledes, hvis jeg skulle fortælle den samme historie i dag. “Den anden mand” blev skrevet kronologisk kapitel for kapitel. Sådan vil jeg heller ikke skrive igen.
- Forlaget har også anbefalet mig at læse nogle bøger om at skrive, og det har været en stor hjælp. Jeg fandt ud af, da jeg gennemlæste bogen, efter at den havde ligget gemt i skuffen i mange år, at jeg brugte alt for mange klichéer. Da jeg skrev den, vidste jeg ikke, at man skal undgå at skrive klichéer som “regnen løb som tårer ned ad ruden” eller “manden var så nervøs, at han havde en knude i maven”. Det skal skrives i nye vendinger, og jeg har forsøgt at tage de værste klichéer ud af bogen igen.
Selv om Peter Griffin altså ville have gjort mange ting anderledes i “Den anden mand”, hvis han skulle skrive den nu, er han naturligvis stolt og lettet over, at det endelig er lykkedes at få et forlag til at udgive bogen.
- Jeg glæder mig vildt til den 5. september og er blevet meget spændt på anmeldelserne. Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg skal ned og presse næsen mod ruden i den lokale boghandel, griner han.

Interview - Bogsamleren