Peter Griffin  
mail@petergriffin.dk

Jeg startede på Den anden mand i begyndelsen af 90’erne. Tanken om at skrive en bog var opstået efter, at jeg havde deltaget i en novelle-konkurrence. Som teenager havde jeg læst om Bridey Murhpy. En kvinde påstod under hypnose at have levet før under navnet Bridey Murphy, og inspireret af den hændelse, begyndte historien til ’Den anden mand’ at tage form. Arbejdet forløb meget ustruktureret, og jeg anede ikke, hvad historien ville ende med. Efterhånden som jeg fandt ud af det, måtte jeg løbende redigere i den tekst, jeg allerede havde skrevet. Først til sidst i forløbet besluttede jeg mig for, om hovedpersonen skulle være sindssyg eller besat.
Det tog næsten 10 år og 3 omfattende redigeringer, før bogen blev antaget.

Bog nummer to, Duopol – Alle kneb gælder udkom i 2001, og her havde jeg handlingsforløbet på plads, før jeg gik i gang med at skrive. Denne blev hurtigt efterfulgt af en bog skrevet under hemmeligt pseudonym, og derefter en julebog for børn, Den hemmelige grotte (endnu ikke udgivet, men p.t. ved at blive oversat til engelsk). Seneste bog er Historiens vogter, som foregår skiftevis i middelalderen og nutiden, og hvor man følger to mænds søgen efter den samme genstand, adskilt af 800 år (Historiens vogter udkom i september 2007 på forlaget Bazar).

Sideløbende har jeg været involveret fra sidelinjen i arbejdet med at omskrive Duopol - alle kneb gælder til film-mauskript. Interessen for film førte så til, at mit næste projekt, Den fjerde statsmagt (arbejdstitel), var lavet som filmmanus (også 2007). Så indtil videre har jeg fulgt den retning min umiddelbare interesse bar mig hen, og det fortsætter i næste bog, som sandsynligvis bliver en ungdomsbog, som i stort omfang kommer til at foregå under vandet.

Interview - Den frie presse
Interview - Bogsamleren