Et juleeventyr af Peter Griffin Til Martin og Sarah Prolog Manden som fløj flyvemaskinen var på vej hjem efter at have afleveret ugens post til postkontoret ved Nordpolen. Han kiggede ud ad flyets vindue. Der var is og bjerge, så langt han kunne se. Solen var ved at gå ned og gav isen et orange skær. Det så flot ud, og han var den eneste, der så det, for der levede ingen mennesker og næsten ingen dyr i dette område. Men piloten var slet ikke klar over, hvad der foregik dybt, dybt nede i jorden under ham. Og havde han fået det at vide, ville han nok ikke have troet på det ..... Dybt, dybt nede under jorden »Fang ham!« råbte en af snylterne. »Han må ikke slippe væk.« Stemmen fik Torfins mave til at trække sig sammen. Der var en helt labyrint af huler og tunneler under jorden, men han havde aldrig været udenfor Santásia før, og nu var han faret vild. Hans mission var en fiasko. Julemanden ville blive meget skuffet. Han prøvede at tvinge sin små ben hurtigere frem, men fik overbalance og slog skulderen ind i klippevæggen. »Av!« Smerten gav nissen tårer i øjnene. Torfin genvandt balancen og styrtede ned ad gangen. Der hang fakler på væggene, som kastede dansende skygger på klippesiderne. Bag sig hørte Torfin lyden af løbende fødder og endnu flere råb. Snylterne var tæt på ham nu. Han ville ikke kunne nå væk fra dem, men han fortsatte alligevel med at løbe. Han pressede øjnene sammen for at se frem til den næste fakkel. Der var cirka 50 meter derhen, og gangen foran ham var næsten mørklagt. Hvert løbende trin sendt støvskyer op omkring ham og støvet trængte ind i hans næse og mund og gjorde det svært at trække vejret. Det gav forhåbentlig også hans forfølgere åndenød, men gjorde det samtidig lettere for dem at se, hvilken vej han var løbet. De skulle bare følge støvet. Han kunne mærke gruset på stien gennem sine tynde skosåler, og Torfin håbede, at der ikke lå større sten skjult i mørket foran ham. Hvis han faldt nu, var det ude med ham. »Kan I se ham?!« råbte en stemme længere bagude. »Nej, men vi har ham snart,« svarede en anden. »Denne her tunnel ender blindt.« Torfin håbede, at det var løgn for at få ham til at give op. Lidt længere fremme delte stien sig i to. En bred gang til venstre og en smallere sti til højre. Torfin tøvede kun et øjeblik, før han samlede en håndfuld grus op og smed det ned af den brede gang, mens han selv fortsatte ned ad den smalle. Nu var der støv i begge gange. Det ville forhåbentlig forvirre hans forfølgere og købe ham lidt tid. Stien drejede og snoede sig foran ham. Der måtte være endnu en fakkel længere fremme, for han kunne ane lys forude. Med en hånd støttende mod klippevæggen løb Torfin hen ad stien. Hans forfølgere måtte snart nå skillevejen. De ville sikkert dele sig op, men de ville stadig være for mange til, at han kunne klare dem. Lyset foran ham blev kraftigere. Han skyndte sig omkring hjørnet og løb næsten ind i klippevæggen foran ham. Stien endte blindt. Snylteren havde haft ret. Torfin kiggede sig desperat omkring, men der var ingen udvej. Ingen sprækker eller gange, blot den rå klippevæg. Han kunne ikke slippe væk. Torfin satte sig ned på jorden og mærkede igen tårerne i øjnene, men denne gang var det ikke af smerte, men af frygt. Og bag sig kunne han høre snylterne nærme sig. »Så har vi ham,« råbte en af dem. »Endnu en af julemandens politinisser er blevet fanget.«   KAPITEL 1 Santásia Callans far nikkede til den gamle nisse som passerede dem i hulen. »Goddag.« Den gamle nisse nikkede tilbage. Callan havde også nikket, men den gamle nisse havde vist slet ikke lagt mærke til ham. Callan forsøgte at gå i takt med sin far, men det var svært. Hans far gik ikke særlig hurtigt, fordi han havde en dårlig fod, men hans skridt var til gengæld lange, og Callan måtte småløbe for at følge med. Callan kiggede på sin fars venstre fod. Den bøjede indad, og fordi benet var stift, måtte hans far svinge benet sidelæns, når han gik. Det fik ham til at se sjov ud. Næsten som om han dansede. Men det var ikke sjovt. Callan vidste udmærket, at mange kiggede en ekstra gang på hans far. Der var de voksne nisser som hurtigt kiggede bort (som voksne altid gør, når de ser noget, der er lidt pinligt), og nissebørnene som fnisede og hviskede sammen, når hans far passerede dem. Callan behøvede ikke at vende sig om for at se det. Han vidste, at de kiggede, og det gjorde ham ked af det. De kom forbi en bagerforretning, og Callan lod som om, han kiggede på de mange brød, boller og kager i vinduet, mens han i virkeligheden betragtede sin far. Hans far så bare lige ud i luften, som om han slet ikke selv lagde mærke til at folk kiggede. Og det gjorde han måske heller ikke. Det håbede Callan i hvert fald. Han brød sig ikke om, at hans far skulle føle sig til grin. Hans far så pludselig ned og smilede. Og øjeblikket efter mærkede Callan sin fars hånd på skulderen. Da han var mindre, havde han elsket, når hans far gjorde det, men nu da han var elleve år gammel synes han, at det var lidt pinligt. Callan flyttede sig lidt, indtil hans far fjernede hånden igen. »Nå, glæder du dig til festen efter juleaften?« spurgte hans far. »Ja!« Callan nikkede ivrigt. Det var ikke første gang, hans far havde spurgt, og Callan kunne efterhånden næsten ikke vente længere. »Mig og Kelko skal løbe om kap mod de andre.« Callan havde også aftalt med Kelko, at de skulle se, hvem af dem som kunne spise flest fladkager. »Må jeg så være oppe hele natten?« »Lad os nu se,« svarede hans far. »Tror du, mor har lavet mad nok?« Callan nikkede. Hver familie skulle tage mad med til den kæmpestore fest, og hans mor havde lavet ekstra mad hver eneste aften de sidste par dage. »Og Callan, nu ikke noget med at drikke øl.« »Det gør jeg heller ikke,« svarede Callan lidt irriteret. Han ville helst glemme, hvor syg han var blevet sidste år, da Kelko og han selv havde taget en kande øl og var listet hen og havde drukket den uden at nogen kunne se dem. I det samme hørte de nogen kalde på hans far. »Hey, vent et øjeblik.« KAPITEL 2 »Ja?« Callans far vendte sig. Det var en af hans fars chefer som nærmede sig. En ældre nisse på omkring 140 år. »Nå, du har din søn med dig på arbejde, ser jeg,« sagde chefen. »Ja, Callan havde tidlig fri fra skole.« Hans far ruskede Callan lidt i håret. Chefen nikkede mod ham. »Hvordan går det, Callan?« Callan vidste aldrig, hvad han skulle svare, når han blev spurgt om den slags. Men det var også lige meget, for chefen havde allerede vendt sig om mod hans far igen. »Har du tid? Jeg har en lille opgave til dig.« Hans far nikkede. »Der er nogen i hule nummer 5 som har set en nissedreng, som har stjålet en julegave. Drengen hedder Vidrik og bor i nummer 54. Vil du gå over og snakke med ham?« Hans far smilede træt. »Selvfølgelig. Jeg gør det med det samme. Vi var alligevel på vej over til hule 5 nu.« Hvert år skulle alle nisser arbejde én måned i værkstedet med at lave gaver til menneskebørn. Nisser fik ikke selv nogen julegaver, og engang i mellem blev fristelsen for stor, og en af de yngre nisser kom til at stjæle en gave fra værkstedet. Det var blandt andet hans fars arbejde at samle de stjålne gaver ind igen. En smal gang førte over til hule nummer 5. En butik var hugget ind i klippen og gennem de små vinduer skinnede et varmt, gyldent lys, så man kunne finde vej. Men Callan ville kunne finde vej selv i mørke. Han boede på etagen ovenover, og kendte de nærmeste etager ind og ud. »Kender du denne her dreng, som hedder Vidrik?« spurgte hans far. Callan rystede på hovedet. Bare fordi han var et barn, troede hans far automatisk, at han kendte alle andre nissebørn i Santásia. »Nej. Han er nok yngre end mig.« »Sikkert.« Igen mærkede Callan sin fars hånd på skulderen et øjeblik. Han havde indtryk af, at hans far morede sig lidt over ham. Jo længere ned ad gangen de kom, desto tydeligere kunne Callan høre larm og stemmer fra andre nisser. Callan smilede for sig selv, da de trådte ind i hule nummer 5.   KAPITEL 3 Der var et mylder af nisser i hule nummer 5. På torvet i midten lå den store markedsplads, hvor en masse boder var sat op. Hele pladsen var oplyst af så mange stearinlys at man slet ikke kunne tælle dem. Mellem boderne maste gamle og unge nisser sig ind og ud mellem hinanden. Sådan var altid. Dag og nat var der liv på markedspladsen. Callan elskede markedspladsen. Selv ovre fra hulens indgang kunne han opfange duften af læder, stof, grøntsager, kød, bolsjer og ikke mindst krydderier som kildede i hans næse. Han nøs højt. »Kom, søn,« sagde hans far. Hytterne lå bagerst i hulen og var hugget ind i klippen. Callan og hans far gik langs væggen derover for at undgå de mange nisser på markedspladsen. Der var lys i de fleste vinduer i hytterne, og mange af dørene stod åbne. Udenfor løb nissebørn rundt og spillede med hjemmelavede fodbolde, sjippede, trillede med glaskugler eller sloges. Callan rystede på hovedet. Han havde ikke tid til den slags pjat nu. Han var jo på arbejde med sin far, tænkte Callan lidt stolt. Han kastede et blik på nummeret, som var ridset ind i døren foran ham. »Der her er nummer 23, far. Nummer 54 er længere nede.« Hans far nikkede. »Du lader mig føre ordet, Callan.« »Hvad vil du gøre ved ham Vidrik?« »Vi får se,« svarede hans far. Callan huskede den skideballe, han selv havde fået, da han sidste år var kommet til at stjæle en yoyo fra gaveværkstedet. Han var stadig lidt for ung til at arbejde i Julemandens værksted, men havde været på besøg med sin skoleklasse, da de var kommet forbi en hel kasse med yoyoer, som bare stod der. Det havde næsten føltes som om, at en af yoyo’erne havde kaldt på ham, og så var han kommet til at stikke den i lommen. Måske havde Vidrik taget sin gave på samme måde. »Anholder du ham? Kommer han så i fængsel?« Hans far svarede ikke. Callan var glad for, at han ikke var Vidrik. Det kunne være, at Vidrik som straf ikke fik lov til at arbejde i gaveværkstedet, når han blev større. Det var næsten det værste man kunne forestille sig, for alle elskede at arbejde i gaveværkstedet. ... Eller det vil sige næsten alle. Der var en lille gruppe nisser, som blev kaldt snylterne, som ikke ville arbejde der. »Far, hvorfor vil snylterne egentlig ikke arbejde i gaveværkstedet?« »Det ved du jo godt.« »Jamen, jeg kan ikke huske det,« svarede Callan. Det kunne han egentlig godt, men han ville bare gerne høre sin far fortælle det. »Fordi snylterne ikke vil bruge tid på at lave gaver til menneskene,« sagde hans far. »Hvorfor ikke?« »Det ved jeg til gengæld ikke. Det er jo derfor, vi nisser er her. For at lave gaver til menneskebørnene. Men snylterne vil altså ikke, og fordi alle jo skal arbejde i gaveværkstedet en måned om året, er snylterne blevet vrede og er nu rejst hen til nogle af de andre huler.« »Ved du, hvor de er henne?« »Det tror jeg ikke, at der nogen som ved.« Callan og hans far gik videre og fandt hurtigt hytte nummer 54. En gammel nisse sad i en gyngestol foran hytten og vippede langsomt frem og tilbage. Han betragtede markedspladsen i det fjerne og lagde først mærke til dem, da de stod næsten foran ham. »Goddag.« Den gamle nisse nikkede tilbage uden at svare. Han havde en lang kridtpibe i den ene hånd, som var gullig af brug og alder. Tøjet så lige så gammelt ud. »Er Vidrik hjemme?« spurgte hans far. »Hvorfor?« spurgte den gamle nisse mistænksomt og holdt op med at gynge. »Har han lavet ulykker?« Den gamle nisse ventede ikke på at de svarede, men råbte hen mod døren. »Vidrik, kom så herud. Nu! En af dem som indsamler stjålne gaver er her.« I sin uniform var hans far let at genkende. Der gik kun et øjeblik, før en spinkel nissedreng forsigtigt trådte frem i døråbningen, men den gamle nisse havde alligevel nået at kalde på ham en gang til. Vidrik kunne ikke være mere end 7-8 år gammel, så Callan kendte ham selvfølgelig ikke. »Hvad har du lavet?!« næsten råbte den gamle nisse. Drengen kiggede nervøst på dem alle tre, før han kiggede ned i jorden. Han så lige så skyldig ud som alle børn gør, når de regner med at få en skideballe. »Ikke noget,« mumlede han. »Du får bank, knægt, hvis du har lavet ulykker.« Den gamle nisse vendte sig om mod Callans far. »Hvad har han lavet?« »Din søn har bare fortalt, at han har fundet en julegave. Jeg kommer for at hente den.« Callan kiggede overrasket op på sin far. Det var jo ikke sandt. Drengen havde stjålet en gave. »Hrmph,« brummede den gamle nisse og vendte sig om mod drengen. »Jamen, hvad pokker venter du på, knægt? At gaven selv skal kravle herud måske? Gå så ind og hent den!« Vidrik sendte Callan og hans far et taknemmeligt blik, og pilede så væk. Kort efter vendte han tilbage med en gave pakket ind i rødt gavepapir. Drengen gik i en stor bue udenom den gamle nisse i gyngestolen og rakte så gaven til Callans far. Pakken var på størrelse med Callans fars knyttede hånd. Papiret var støvet og snavset, men den var ikke pakket op. »Tak skal du have,« svarede hans far. »Kan du vise mig præcist, hvor du fandt den?« Vidrik nikkede langsomt. »Det er denne vej.« Han pegede med en snavset finger mod en af de ubeboede tunneler i hulens udkant.   KAPITEL 4 Callans far ventede, indtil de tre var langt nok væk fra den gamle nisse, til at han ikke længere kunne høre dem. Så vendte han sig om mod Vidrik. »Nå, må jeg så høre. Hvordan fik du gaven ud af Julemandens værksted?« Stemmen lød vred. Hans far troede åbenbart heller ikke på, at Vidrik bare havde fundet gaven. »Jamen, jeg fandt den ude i en af tunnelerne.« Hans far stoppede op. »Hør nu her, Vidrik, bare fortæl mig, hvordan du fik gaven ud fra værkstedet, og så glemmer vi det her. Din far får ikke noget at vide.« »Det er min bedstefar!« rettede drengen ham med vred stemme. »Men det er rigtigt, jeg fandt gaven derude.« Han pegede hen mod en lille, mørk tunnel længere fremme. Callan kunne se, at drengen var på nippet til at græde. »Jeg er ved at miste tålmodigheden,« sagde Callans far. »Fortæl mig sandheden eller også tager jeg dig med hen på stationen.« Callan kunne høre, at hans far ikke mente det, men det vidste Vidrik selvfølgelig ikke. »Jamen, jeg lyver ikke.« Drengens stemme var trodsig og bange på samme tid. Callans far kiggede på ham et øjeblik, hvorefter han sukkede. »Så vis mig, hvor du fandt den.« Vidrik førte dem hen til tunnelen. I Santásia var der mange huler, gange, tunneler, sprækker og revner. Nogle af dem var undersøgt, og der blev så sat et kort op ved indgangen, men de fleste var ikke blevet undersøgt. Den tunnel som de stod ved nu, havde selvfølgelig ikke noget kort. Så man vidste ikke, hvad der var derinde. Callans far tændte et stearinlys og lyste ind i mørket. Tunnelen var lige stor nok til, at en voksen nisse kunne klemme sig derind. »Kom så skal jeg vise jer stedet.« Vidrik skubbede sig forbi dem og forsvandt ind i mørket. Callans far kiggede på Callan. »Vil du med derind?« »Ja, selvfølgelig. Kom nu, far!« svarede Callan med begejstret stemme. Callan vidste egentlig ikke, hvorfor han sagde det på den måde, for han havde slet ikke lyst til at gå derind. Hans far maste sig ind i sprækken, og Callan fulgte efter. I lyset fra stearinlyset kunne han se sin fars ryg. Gangen var så smal, at hans far måtte humpe sidelæns, og hans skuldre rørte ved væggene, når han gik. »Vidrik, vent! Ikke så hurtigt,« kaldte hans far. »Der kan være farligt herinde.« Der lugtede af fugt i tunnelen. Men derudover var der en anden lugt, som Callan ikke rigtig kunne genkende. Det var en mærkelig lugt, som måske kom fra nogle af de dyr, som levede under jorden. »Far, hvad er det der lugter af?« »Jeg er ikke sikker.« Callan håbede, at tunnelen snart blev større. Tanken om, at møde en rotte eller et andet dyr i den smalle gang gav ham sommerfugle i maven. Nogle af rotterne var lige så lange som en nisses arm. Det varede et stykke tid, før hans far satte farten ned, og Callan kunne høre drengens dæmpede stemme længere forude. »Det er herinde!« Callan skyndte sig videre og så, at tunnelen havde udvidet sig til en lille hule. Der var tørt derinde, men der måtte have været vand engang, for lange stalaktitter hang ned fra loftet. De lignede lange spyd af sten, og drengen løb lige neden under dem. »Hold dig ude til siderne!« råbte Callans far. Fra sin tid som spejder havde Callan hørt forfærdelige historier om, nisser som var blevet ramt af sådan nogen stenspyd. Drengen gik ud til siden og pegede så på jorden et sted bagerst i hulen. »Gaven lå derovre.« De gik alle tre derover, men der var selvfølgelig ikke noget at se nu. Callan kiggede på sin far, for at se, hvad han ville gøre, men hans far kiggede slet ikke på jorden. Han stod og betragtede klippevæggen højere oppe. Derefter løftede han stearinlyset op i strakt arm. Nu kunne Callan se, at der var et mørkt hul oppe under hulens loft. Der var endnu en tunnel deroppe. Tunnelen var ikke stor nok til at hans far kunne være der, men der ville være plads nok til en lille dreng. Callan mærkede straks sit hjerte banke lidt hurtigere. Han vidste, at hans far ikke ville presse ham til at kravle derind, men Callan følte alligevel ikke, at han havde noget valg. »Skal jeg undersøge tunnelen for dig, far?« Hans far svarede ikke, men kiggede over på drengen. »Gå hjem igen, Vidrik. Og tak fordi du viste os, hvor du fandt gaven.« »Men ...« begyndte Vidrik. »Ikke noget ’men’. Gå nu bare hjem. Det er farligt for dig herinde.« Vidrik vendte sig surt om og gik langsomt hen til tunnelen, som førte tilbage til hule nummer 5. Han sparkede irriteret til nogle sten på jorden. Callans far ventede indtil, Vidrik var forsvundet af syne, før han hævede sig op i armene og stak hovedet ind i det mørke hul. Callan vidste, at hans far lugtede efter om der var farlige dyr derinde. Derefter sænkede han sig ned på jorden igen. »Callan, er du sikker på at du gerne vil gøre det?« Callan nikkede uden at svare. »Godt, så kom herhen, så hjælper jeg dig op.«   KAPITEL 5 Der var slet ikke plads nok til at Callan kunne stå oprejst, så han måtte kravle ind i den nye tunnel med sin fars stearinlys i hånden. Det gav et blafrende lys som var kraftigt nok til at han kunne se nogle meter frem. Jeg hader det her, tænkte Callan. Hvorfor havde han også tilbudt at kravle derind? Men nu havde han gjort det, og han ville ikke kravle tilbage og indrømme overfor sin far, at han var bange. Callan vidste også godt, hvad han far ville sige. Alle bliver bange nogle gange, Callan. Du behøver ikke gøre det, hvis du ikke vil, men nogle gange er det godt at prøve noget, som man er bange for. Bare fordi han ikke gad at høre den tale en gang til, besluttede Callan sig for at kravle videre. Tunnelen var tom så langt frem Callan kunne se. Hvordan i alverden skulle en julegave være kommet herind og så være faldet ned i den hule, hvor Vidrik havde fundet den? I det samme fik Callan sat hånden i en våd klat. Det måtte være fra et dyr, som havde skidt. Måske havde et dyr slæbt gaven derhen. »Sådan noget lort!« Callan tørrede hånden af i bukserne. Bare det ikke var en rotte som havde skidt. Rotter jagede i flok, og hvis de var meget sultne, kunne de finde på at angribe selv en voksen nisse. Callans næse vibrerede let fra side til side, mens han snusede. Nisser havde en fremragende lugtesans, men der var slet ingen lugt af dyr i tunnelen. Den mærkelige lugt var der stadig, men den kom ikke fra noget dyr. Det var han sikker på. »Hvad er der, Callan?« kaldte hans far svagt. »Jeg syntes, jeg hørte dig bande.« »Øh, jeg bandede ikke, far. Jeg sagde bare, at jeg havde fundet noget lort fra et dyr.« Callan holdt stearinlyset frem i strakt arm. Tunnelen drejede, så han ikke kunne se, hvor den endte, men det så ud som om, der kom lys længere forude. Nogle steder voksede der selvlysende svampe under jorden, men de plejede at lyse grønt. Det lys som skinnede længere fremme var hvidt, og det blafrede som ild. Callan pustede sit stearinlys ud, og kravlede på alle fire længere ind i tunnelen. Udover den mærkelig lugt lød der nu også en svag rumlen og jorden rystede lidt under ham. Lyset blev skarpere og skarpere jo længere han kravlede, og Callan havde slet ingen problemer med at orientere sig. Han kravlede de sidste meter frem og kiggede så omkring hjørnet. »Wow! « Callan glemte næsten at trække vejret, over det han så.